Vedtægter
Hesselager Sport og Kultur
VEDTÆGTER for Hesselager Sport og Kultur
- 1. Navn
Foreningens navn er Hesselager Sport og Kultur
Under foreningen er en underafdeling: Hesselager Fitnesshus, som er en selvstændig forening med bestyrelse, egne vedtægter og selvstændig økonomi
- 2. Hjemsted
Foreningen er hjemmehørende i Svendborg Kommune.
- 3. Formål
Foreningens formål er at etablere Hesselager Folkehus - et multifunktionelt hus med mange idrætslige og kulturelle aktivitetsmuligheder for alle aldersgrupper. Vi ønsker at skabe muligheder for det gode og sunde børne- og voksenliv på et grønt og miljøbevidst grundlag, hvor aktiviteter skaber livskvalitet og vækst for alle i lokalområdet.
Foreningen vil bla. tilbyde børn og unge alternative idrætstilbud, der ikke findes i de traditionelle idrætsforeninger i lokalområdet.
Endvidere er det foreningens formål at styrke medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar for foreningen og samfundslivet omkring dem.
4. Medlemskab
Foreningen er åben for alle, der kan tilslutte sig foreningens formål og medlemsbetingelser.
- 5. Kontingent
Generalforsamlingen fastsætter evt. kontingent på den årlige generalforsamling.
- 6. Generalforsamling
Generalforsamling er foreningens øverste myndighed.
Generalforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af marts måned.
Indkaldelse til generalforsamlingen sker med mindst 14 dages varsel ved offentliggørelse i lokalpressen.
Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.
Dagsordenen til generalforsamlingen skal som minimum indeholde følgende punkter:
1) Valg af dirigent.
2) Valg af stemmetællere
3) Formandens beretning.
4) Godkendelse af regnskab.
5) Godkendelse af budget, herunder fastsættelse af kontingent.
6) Behandling af indkomne forslag.
7) Valg til bestyrelsen.(4 i lige år og 3 i ulige år)
8) Valg af suppleanter til bestyrelsen.(På valg hvert år)
9) Valg af revisorer (På valg hvert andet år på skift)
10) Valg af revisorsuppleant.(På valg hvert år)
11) Eventuelt.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer
Alle medlemmer, der er fyldt 18 år og registreret senest 14 dage før generalforsamlingen er stemmeberettigede og kan opstille til tillidsposter.
Afstemninger træffes ved simpelt flertal blandt de fremmødte medlemmer jfr. dog § 8. Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre mindst et medlem begærer skriftlig afstemning. Personvalg til bestyrelsen er altid skriftligt.
- 7. Ekstraordinær generalforsamling
Bestyrelsen indkalder til ekstraordinær generalforsamling, når flertallet af bestyrelsen eller mindst 1/3 af medlemmerne skriftligt anmoder herom. Indkaldelse med dagsorden til ekstraordinær generalforsamling følger reglerne i § 6. Afstemninger følger ligeledes reglerne i § 6 og § 8.
- 8. Vedtægtsændringer
Vedtægtsændringer kan kun ske på ordinære eller ekstraordinære generalforsamlinger. Ændringerne træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen.
Forslag til vedtægtsændringer skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Ændringer i vedtægterne kan kun ske ved 2/3 stemmeflertal blandt de fremmødte på den ordinære eller den ekstraordinære generalforsamling.
- 9. Bestyrelsen
I det daglige ledes foreningen af en bestyrelse på 7 personer. Bestyrelsen administrerer foreningens midler og har overfor generalforsamlingen det overordnede ansvar for foreningens daglige drift.
Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen – første gang 4 personer for 2 år og 3 personer for 1 år. Genvalg kan finde sted. Der vælges 2 suppleanter til bestyrelsen.
På den årlige generalforsamling fremlægger bestyrelsen et revideret årsregnskab jfr. §10, samt et forslag til budget for kommende års aktiviteter.
Bestyrelsen konstituerer sig på 1. møde med formand, næstformand og kasserer. Kasserer kan udpeges uden for bestyrelsen og skal være regnskabskyndig.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen holder møde når formanden eller 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer finder det fornødent. Formanden indkalder til bestyrelsesmøderne med mindst 14 dages varsel.
Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt flertal. Afstemninger sker ved håndsoprækning, medmindre mindst et medlem begærer skriftlig afstemning.
- 10. Regnskab
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Inden fremlæggelse på generalforsamlingen skal regnskabet revideres af foreningens 2 revisorer.
Bestyrelsen og revisorerne har til enhver tid adgang til alle relevante oplysninger, herunder medlemskartotek, daglig bogføring og beholdninger.
- 11. Tegningsret
Formanden og kassereren tegner i fællesskab foreningen udadtil.
- 12. Opløsning af foreningen
Foreningen kan opløses med 2/3 af de fremmødte medlemmers stemmer på en ordinær generalforsamling. En vedtaget opløsning er kun gældende såfremt den bekræftes med simpelt flertal på en ekstraordinær generalforsamling som afholdes tidligst 1 måned efter den ordinære generalforsamling
I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder foreningens aktiver, når enhver er svaret sit, en forening med almennyttigt formål og aktivitet efter generalforsamlingens nærmere bestemmelser.
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 31. August 2009
Pia Skovshoved
Dirigent
Ændring i formålsparagraffen (§ 3) vedtaget på den ordinære generalforsamling den 20. marts 2011
Bent Skovshoved
Dirigent
Ændring i §1, §3 samt §6 vedtaget på den ordinære generalforsamling den 31. marts 2012
Bent Skovshoved
Dirigent
Ændring i §6 og §10 på den ordinære generalforsamling 16.marts 2016
Bent Skovshoved
Dirigent
Kontakt
Navn
Øvrige